Arts Council England skruer nu bissen på over for Royal Opera House og andre britiske kulturinstitutioner, der har for få ansatte med minoritetsbaggrund.

Kulturinstitutioner risikerer at miste offentlig støtte, hvis ikke de ansætter flere minoriteter

Prince Charles på besøg i Royal Opera House i London. Den verdenskendte opera skal nu sammen med en række andre britiske kulturinstitutioner øge mangfoldigheden blandt sine ansatte.
 Foto: Pool/Ritzau Scanpix
Prince Charles på besøg i Royal Opera House i London. Den verdenskendte opera skal nu sammen med en række andre britiske kulturinstitutioner øge mangfoldigheden blandt sine ansatte. Foto: Pool/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En lang række britiske teatre, orkestre, dansekompagnier og museer risikerer at miste deres offentlige støtte, hvis ikke de lever op til kravene om større mangfoldighed. Det skriver The Guardian.

Kulturinstitutionerne skal både ansætte flere mangfoldige medarbejdere og tiltrække et mere mangfoldigt publikum.

Truslen om at stoppe støtten kommer, efter at Arts Council England i sin årlige rapport påviser et »skuffende billede« af forholdene på kulturinstitutionerne. Blot 11 procent af medarbejderne på de støttede kulturinstitutioner kommer fra etniske minoriteter, mens andelen i den engelske arbejdsstyrke er på 16 procent. I London er blot 15 procent fra minoritetsgrupper, selv om de udgør 40 procent af arbejdsstyrken.

Også handikappede er underrepræsenteret på kulturinstitutionerne.

Abid Hussein, der er direktør for mangfoldighed i Arts Council England, siger til The Guardian, at der er behov for »signifikante forbedringer«, og at institutionerne nu skal sætte mangfoldighedsmål, som Arts Council England skal godkende.

»Forandringerne sker alt for langsomt«, konstaterer han og tilføjer: »Hvis institutionerne ikke leverer, kan de miste deres støtte«.

Arts Council England kommer med de præcise målsætninger til april, og de ventes ifølge The Guardian at være lige udfordrende for store som for små kulturinstitutioner.

Blandt de kulturinstitutioner, der bliver udsat for kritik, er The Royal Opera House, der årligt modtager over 200 millioner kroner fra Arts Council England.


Torben Benner

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her