Gavlen ved siden af er lilla, her er graffiti i alle afskygninger, og bagved står et par køleskabe og en grå container med mad fra Skraldecaféen, hvis der skulle komme en sulten hjemløs forbi. Det er her i Aarhus’ sydhavn, at udstillingsstedet Spanien 19C og en usleben perlerad af skramlede kunstnerværksteder og atelierer hører hjemme.
Det er også her, mange etagemeter under Aarhus nye skyline med Danske Bank-hovedkvarter og andre højhusbyggerier, at en helt ny bydel med plads også til social kunst og kunstnere er på vej. Eller, som det hedder i den ambitiøse bydelsplan, Aarhus Kommune lige har vedtaget: Med plads til en »enestående mangfoldig og levende bydel« med plads til socialt udsatte og skæve eksistenser og »rum for at kunstnere spontant kan indtage udvalgte byrum«.








