Der findes tegneserier, som jeg virkelig ville ønske var bedre. Og Jam Aden og Lars Kramhøfts ’Frankenstine’ er én af dem. For dens emne er vigtigt, og grundidéen om et ordspillende queer-feministisk remix af ’Frankenstein’ er egentlig ret oplagt. Men nogen helstøbt eller vellykket ungdomstegneserie er det desværre ikke blevet.
Ulykkelig og plaget af sorg over sin kones og datters død skaber videnskabsmanden dr. Haraway et slags Frankensteins monster i datterens billede og giver skabningen samme navn som den afdøde: Stine. Men da dr. Haraway skyder sig en kugle for panden, kommer hans hemmelighed frem i dagslyset – bogstavelig talt – da Stine undslipper sit kælderfangenskab og pludselig befinder sig i den virkelige verden fuld af teenageproblemer, venskaber og skolebal. Og mens Stine får nye venner, samler problemerne sig som tunge, sorte skyer, for skolens magtfulde klike, der ovenikøbet praktiserer sort magi som en særlig okkult form for mobning, bryder sig ikke om den nye pige.
