Det er den udsigt, jeg forbinder med mit arbejde, med skriveriet. Jeg har kigget ud på det blå cedertræ tusindvis af gange, mens jeg skrev ’Vuggesang’. Jeg har stirret i timevis ud i det fjerne, på Normandiets bakker, og forestillet mig 1950’ernes Meknès, i min nye roman ’Le pays des autres’ (’De andres land’). Jeg har ofte lukket mig inde her i et par dage, alene. Jeg har købt ind til en hel uge og ikke forladt huset. Jeg har gået rundt i pyjamas, med uglet hår, og talt med mig selv. Jeg har sovet, når som helst det passede mig, og spist midt om natten. Jeg har søgt at nå en tilstand af forfald, tæt på vanvid, som er yderst frugtbar, når man skriver på en roman.
I dag er jeg også lukket inde, men jeg er ikke alene, og det handler heller ikke om at skrive en roman. Jeg har været spærret inde sammen med min mand og to børn i tre dage. På gaden nedenfor kører der ingen biler længere. Der er ingen familier på spadseretur, og selv fåreflokkene, der normalt græsser på bakken, er forsvundet. Vi har alle sammen skrevet en attest på et stykke hvidt papir med vores navn, adresse og ærinde udenfor.
Det føles, som om vi lever i et eventyr, som om vi er ofre for en forbandelse. En ond heks – eller en venlig tryllekunstner, hvem ved? – har fået verden til at gå i stå. Naturen har hævnet sig. Det vanvid, som vi alle sammen var blevet opslugt af, blev endelig bragt til ophør. I en verden baseret på forbrug, produktion, mobilitet og hypersocialitet blev vi pludselig sat i husarrest, tvunget til at udvise ydmyghed og beskedenhed.
Jeg siger til mig selv, at denne udsigt over landskabet og blomsterne, så smuk og så fredfyldt, vil være min eneste udsigt til verden i en hel måned. Jeg, der har tilbragt de seneste tre år med at rejse rundt i verden med mine bøger og undertiden er vågnet op på et hotelværelse uden helt at vide, hvilket land jeg var i, og hvilket sprog der blev talt her, er nu pludselig opsat på at lære at slå rødder.
