Det var hosten (ikke min egen, gudskelov), som fik mig til at tænke på Venus. Gudinden, hugget i marmor, i den østrigske forfatter Leopold von Sacher-Masochs (1836-1895) diminutive roman ’Venus i pels’ fra 1870. Hun nyser og hoster sig koket igennem begyndelsen af bogen og fryser så grufuldt i det centraleuropæiske, erotikforladte samfund. Og må derfor klæde sig i varm pels.
Også Venedig, som optræder i min coronaisolations endeløse scrolls på sociale medier (Vandet er rent som aldrig før! Delfinerne er retur i lagunen!), mindede mig om denne frække og biografisk funderede fortælling (based on a true story) om den pelsede Venus. Det var et maleri fra 1555, ’Venus med et spejl’, malet af venetianske Titian, som inspirerede Sacher-Masoch til hans fortælling.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
