Dødeligheden ligger omkring 10 procent, foran indgangene til hospitalerne hober ligkisterne sig op. Det er en flygtig pest, der svæver over katedralens tårne som over de forbandede byer i antikke græske tragedier. Ambulancernes sirener er blevet vores dages lydspor; vores nætter forstyrres af voksne mænd, der i søvne jamrer: »Hvordan har du det? Hvad er der i vejen?« – »Ikke noget, det er ikke noget, sov bare videre«. Tusinder af deres venner, slægtninge, bekendte hoster, til de spytter blod i sengen i deres etværelses taglejligheder, der er indrettet af berømte arkitekter; alene, hinsides enhver statistik og hjælp.
Hvis jeg i dette øjeblik kigger ud ad vinduet, ser jeg et simpelt minimarked, der drives med beundringsværdig flid af srilankanske indvandrere. Indtil i går var det den eneste afvigelse og mislyd her i det forholdsvis centrale og elegante kvarter. I dag er butikken et valfartssted. Jeg ser mænd og kvinder, der i går ikke værdigede den et blik, fordi den ikke forhandler deres yndlingsklid, som nu står og venter foran dens nøgne vinduer for at få brød. De holder, hjulpet af modløshedens disciplin, en meters afstand imellem sig, de er på én gang farlige og i fare, med deres interimistiske masker af stofstumper, der endnu indtil i går var svøbt som beskyttelse om de eksotiske planter på deres tagterrasser; flosset gaze, der hænger slapt ned fra deres ansigter med den melankoli, der er karakteristisk for de sidste rester af en tidsalder, der er forbi.
Jeg ser disse triste mænd og kvinder, der ikke lever op til deres egen standard. Jeg betragter dem. Jeg har ingen intentioner om at nedvurdere eller latterliggøre dem. Det er voksne mænd og kvinder, og alligevel ser man over maskerne det bestyrtede blik som hos forsømte børn. De er ankommet fuldkommen uforberedt til mødet med deres egen historie, og lige præcis derfor er det modige mænd og kvinder. De har været nogle af de mest velhavende, beskyttede, længst levende, bedst klædte, mest velernærede og velplejede eksemplarer af menneskeheden, der har betrådt Jordens overflade, og nu, da de er i 50’erne, står de i kø efter brød.
Deres livets skole har været én lang læretid med tv’s uvirkelighed. De var 20, da de fra deres dagligstuer kunne følge med i verdens første live-transmitterede krig; 30, da de blev bombarderet med medieterror; 40, da de fordømte på denne Jord efter odysseen havnede på deres feriestrande. Det var alt sammen skæbnesvangre øjeblikke, man ikke måtte gå glip af. De store scener i deres tilværelse blev konsumeret som mediebegivenheder, de var salonkrigere, badegæster på migranternes strande, veteraner, der om aftenen blev traumatiseret foran fjernsynet. Og nu står de i kø efter brød.
