Her forleden fandt jeg en slidt bænk ude i hønsehuset, sådan en gammel sag, vist nok tilbage fra 1950’erne, den havde i hvert fald tilhørt Jørn og Edel, der boede længere ned ad vejen, indtil de gik på pension og solgte gården til Peter og Ingrid, som havde luret, at min mor havde et godt øje til den gamle bænk, så de gav den til hende, for det havde de ikke. Et godt øje. Til bænken.​​

Nå, men så endte den alligevel med at stå ude i hønsehuset og falde endnu mere fra hinanden. Det er en lille topersoners, hvid metalramme og røde lameller, der efterhånden sad ret løst flere af dem, og malingen var også godt skallet af, for slet ikke at snakke om rusten på rammen, jeg ved ikke, hvad det lignede.