Der er stor prestige i at ligge øverst på Billboards Hot 100 Chart i USA, og kunstnere er villige til at kaste mudder efter andre, som de mener har brugt beskidte kneb på vejen til toppen.
Rapperen Tekashi 6ix9ine anklagede mandag på sin Instagram-profil popstjernerne Ariana Grande og Justin Bieber for at købe sig til førstepladsen på den amerikanske hitliste i denne uge ved at købe titusindvis af kopier af deres egen velgørenhedssingle ’Stuck With U’.
Han påstår, at de to – som begge har megaproduceren Scooter Braun som manager – har købt 30.000 kopier af singlen og dermed skubbet salgstallene så tilpas meget op, at singlen har overgået hans egen single ’Gooba’ på hitlisten, på trods af at ’Stuck With U’ er streamet markant mindre.
De to anklagede kunstnere har på deres egne Instagram-profiler afvist 6ix9ines beskyldninger. Justin Bieber påpegede, at det ikke kunne lade sig gøre at købe sig til højere salgstal, da Billboard ikke regner salgstallene med, hvis flere end fem kopier er købt på det samme kreditkort.
Sangeren påstod også, at analyse- og dataselskabet Nielsen, som står for at sammensætte Billboards lister, havde undersøgt tallene og bekræftet, at de var ægte.
»Alle salgstal er ægte, fordi vores fans er fantastiske og har købt dem«, svarede Bieber igen.
Ariana Grande tog ligeledes til genmæle på Instagram – dog uden at nævne rapperen – og mente, at han burde skamme sig.
»Til alle, der er utilfredse med deres placering på hitlisten i denne uge, og som bruger tiden på at tænke på så mange måder som muligt, hvorpå de kan miskreditere hårdtarbejdende kvinder: Jeg beder jer om at bruge et øjeblik på at have lidt ydmyghed over for jer selv«.
Anklagerne har skabt så meget røre, at Billboard udgav en detaljeret pressemeddelelse, hvor de forklarede metoden, hvorpå de fastlægger pladserne på hitlisten.
Heraf fremgik det, at ’Stuck With U’ i sidste uge trak 28,1 millioner streams i USA, 26,3 millioner radioafspilninger og 108.000 salg. ’Gooba’ trak i samme periode 55,3 millioner streams, 172.000 radioafspilninger og 24.000 salg.
»Disse tal lagde vi til grund for sangenes respektive placeringer på denne uges Hot 100«, skriver Billboard.
30.000 salg i sidste øjeblik
Tekashi 6ix9ine begrunder sin anklage med en mail med forventede salgstal, som angiveligt blev sendt til flere større pladeselskaber torsdag i sidste uge, dagen inden ugens hitliste blev afsløret. Her lå ’Stuck With U’ som nummer fem.
Om fredagen på Instagram postede han et billede af yderligere mail sendt senere om torsdagen, som ifølge rapperen blev sendt i »sidste sekund«, inden salgstallene blev opgjort. Den viste, at ’Stuck With U’ havde solgt yderligere 60.000 kopier og nu lå nummer et.
Mandag, da hitlisterne blev offentliggjort, var den 23-årige Soundcloud-rapper endnu spydigere i sin kritik.
»Forstå dette. De (Ariana Grande og Justin Bieber, red.) købte omkring 30.000 singler på seks kreditkort. Det hele er manipuleret og fabrikeret. Jeg vil have verden til at vide, at Billboard er én stor løgn, hvor man kan købe sig til førstepladsen«, skrev 6ix9ine på Instagram, hvor han også anklagede Billboard for at undlade at tælle 20 millioner streams af ’Gooba’ med på listen.
Til det svarede Justin Bieber, at de først videregiver salgstallene om torsdagen af hensyn til konkurrencen med andre kunstnere.
»Det kalder man for strategi« svarede den canadiske popstjerne, der påstår, at de 20 millioner streams, som 6ix9ine vil have talt med, er fra globale streamingtjenester, som ikke bliver talt med på den amerikanske listeopgørelse.
’Gooba’ ligger lige nu nummer tre på ugens hitliste og er Tekashi 6ix9ines første single, siden han i sidste måned blev løsladt.
Han blev i 2018 fængslet for banderelateret kriminalitet og idømt to år bag tremmer, men blev løsladt fire måneder før tid grundet frygten for, at han på grund af sin kroniske astma ville være sårbar over for coronavirus.
Kontroversiel rapper slipper med to års fængsel efter at have stukket sin bandefortsæt med at læse






