På det sted, hvor første del Københavns nyeste metrolinje til Nordhavn dukker op af jorden, ligger der en ny station, som byens overborgmester synes endog rigtig godt om.
Den har »noget meget pompøst og samtidig fint over sig med små mosaiksten op imod betonen«, siger Frank Jensen (S), da vi kommer op ad den knækkede trappe til perronerne på Orientkaj.
Herfra kan vi også se, hvor langt kranerne, der lægger sten på sten til nye bolig- og erhvervsbyggerier, er nået i den enorme byudvikling af byens udtjente industrikajer. Selv om de har været i gang et årti, er de i det store billede kun lige begyndt. Få hundrede meter længere fremme slutter metrolinjens højbanestrækning endnu ganske brat.
»Transformationen af den gamle frihavn, som både giver noget grønt, bæredygtigt og noget arkitektonisk interessant, viser en vej fremad«, begynder overborgmesteren.
