Jeg er kontor-projektleder-ansøgningsskrivende-budget-kunst-produktions-administrator«, siger kunstner Rosa Maria Frang i et af de første afsnit af sin syv episoder lange podcast.
En podcast, som er et kunstværk – et projekt, som ellers begyndte et andet sted, nemlig som et formidlingsprojekt i mere klassisk forstand, og som skulle være mere alment kommunikerende, hvor en inviteret billedkunstner skulle samtale med et forbillede. Mindre kunstværk. Mere klassisk radioprogram. Hun ansøgte om midler i Statens Kunstfonds pulje med det meget lidt sexede navn ’Viden, debat og dialog’. Men noget må være gået galt.
I første afsnit kommer lytteren med i terapi.
Frangs psyke er lidt komplekst sammensat, forstår man. Så hun besøger en terapeut, der hjælper hende med at finde vej i livet som menneske og som kunstner.
Som det bliver klart serien igennem, var det nok snarere kunstverdenen og den måde, vi har indrettet systemet omkring kunsten på, som burde se en terapeut. Kunstens system spiller nemlig en slags karrierehasard med menneskene i det store neoliberalismens casino. Et hasard, der sætter sig i sindet hos dem, der vælger at spille med. Rosa Marie Frang for eksempel.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
