Han er eksklusiv grænsende til det mystiske, og vi er heldige herhjemme, at han regelmæssigt kommer og spiller koncert. Nemlig en gang om året på kunstmuseet Louisiana.
Ellers er det om at fange Grigorij Sokolov, når og hvor man kan. Den russiske kultpianist er for længst holdt op med at optræde som solist med orkestre. Resultatet bliver alligevel aldrig godt, mener han. Han spiller kun koncerter alene, helst i mørklagte sale, og han vil ikke indspille plader. Men i de senere år er han gået med til, at det hæderkronede klassiske plademærke Deutsche Grammophon udgiver nogle af hans liveoptrædener.








