I sommeren 2018 tog jeg til Paris for at dække Afropunk-festivalen, en afrikansk kultur- og samfundsfestival, der oftest sammenlignes med Woodstock i 1960’ernes USA. Mit ærinde var at undersøge, hvor i kulturen værdikampene udspiller sig, og Paris var den perfekte kulisse, for her har kultur og protest altid gået hånd i hånd. Sådan var det med folkets fest, de franske revolutioner i 1700- og 1800-tallet, og sådan var det under majrevolten i 1968.
Det var en historisk varm sommer, hedebølgen skyllede hen over hele Europa, og stemningen i Paris var præget af, at der var verdensmesterskab i fodbold i Rusland. Den franske hovedstad myldrede af mennesker, der var trukket udenfor med vifter for at se fodboldkampene og drikke øl på fortovscafeerne.








