Det dirrer af vold og uforløste frustrationer i Ladj Lys debutspillefilm, ’Les Misérables’, der modtog juryens pris i Cannes i år. Den socialrealistiske film kaster et nuanceret blik på en betændt socialpolitisk konflikt, man ikke behøver at være franskmand for at genkende eller forstå. Heller ikke selv om filmen er opkaldt efter Victor Hugos roman fra 1862. Den prosaiske forklaring i filmen lyder, at det er forstaden Montfermielt, som Victor Hugo lod sin farverige historie om Jean Valjeans gøren og laden frem til Julirevolution i 1830 udspille sig i.
Men det er klart, at det er de elendiges gang på jorden, vi følger i Ladj Lys film. Selv om instruktøren formår at skabe det, der opleves som en sitrende autentisk skildring af ghettolivet, kan han ikke helt lade være med at skære tingene lige vel meget ud i pap. Det gør han med debutantens herligt overmodige selvtillid med filmens titel og med debutantens usikre helgardering med slutbilledets citat fra Victor Hugos roman: »Kære venner, husk, der findes hverken dårlige planter eller dårlige mennesker, bare dårlige dyrkere«.
