Filmkunsten er en paradoksal kunstart dannet af det 20. århundreds modernitet og massevirkelighed. Ingen anden kunstart tilbyder så færdigpakket eskapisme. Samtidig følger ingen anden kunstart den sociale virkeligheds udfordringer så indgående og engageret som det allestedsnærværende og kampklare kamera.

Den sociale virkelighed er en konstant muterende størrelse, så filmkunsten bliver aldrig færdig med virkeligheden. Derfor bliver socialrealismen ved med at være relevant og i stand til at genopfinde sig selv. Der er hele tiden en ny og samtidig uforandret virkelighed, der kræver svar.