Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Efter mange måneder, hvor designet på den nye Xbox har været ude, følger Sony nu endelig trop og præsenterede som afslutning på en timelang video designet.

Efter mere end en time afslørede Sony endelig det, alle havde ventet på

Lyt til artiklen

De gemte uden tvivl det bedste til sidst.

Sony havde bevidst ikke sagt noget som helst om, hvorvidt man ville afsløre designet på den nye kommende PlayStation 5. Torsdag aften præsenterede de live en lang række kommende spil til den næste generation af spillemaskiner.

Sony cementerede sig fortsat som konsollen for historiedrevne singleplayer-spil. Alt var flot, men intet slog for alvor benene væk under nogen.

Lige indtil alle endelig fik det, de har ventet på, men som ingen rigtig forventede. Ikke engang Sonys danske presseafdeling vidste, at det ville ske.

Efter mere end en time med gameplay, viste Sony nemlig endelig, hvordan den nye PlayStation 5 kommer til at se ud.

Et ringbind eller en router?

Designmæssigt er den radikalt anderledes end sine fire forgængere.

Hovedsageligt hvid i stedet for sort. Opretstående og organisk formet med en form for svusj i sine linjer modsat tidligere generationers mere stringente og firkantede facon. En form, der ser ud til at kræve, at konsollen skal stå op i stedet for at ligge ned, som det hidtil har været muligt.

Der kommer tilsyneladende både en version med discdrev og en ren digital konsol, i stil med Microsofts Xbox.

Farvekombinationen har været forventet siden Sony offentliggjorde designet på de nye dual sense controllere. Men få havde satset på, at hvid ville være den dominerende farve.

Fans verden over hader og elsker allerede designet.

Nogle kalder den en internetrouter, andre mener, den ligner et ringbind, mens andre igen kalder den en smuk kurvet kvinde.

Filmgrafik i spil

Man skal dog ikke skue hunden på hårene.

Selv om der var få af de nye spil, der visuelt overbeviste seerne om, at vi snart træder ind i en ny konsolæra, er der ingen tvivl om, at PlayStation 5 kommer til at kunne slås med nogle af de bedste gaming-pc’er.

Det er blot få uger siden, at den grafiske spilmotor Unreal viste, hvad der var muligt for dem med en PlayStation 5.

Det er nemlig muligt at bruge de samme visuelle digitale elementer, som man ellers kun bruger i Hollywood-film. Indtil nu har det været teknisk umuligt at rendere så flotte 3d-verdener, når man har skulle kunne bevæge sig rundt i dem.

Det betyder, at spil kan få fotorealistiske kulisser med realistisk lys, hvilket har været noget af det sværeste at opnå.

Ser man på tidligere generationer af konsoller kommer der dog nok til at gå et par år, før spiludviklerne kan finde ud af udnytte de nye systemer til fulde.

Stadig ingen pris

Direktøren for Sony Interactive Entertainment Jim Ryan forsikrede også tvivlerne om, at PlayStation 5 kommer ud i år.

På grund af coronakrisen har der været store problemer med at producere konsollens komponenter i stort nok antal. Ifølge blandt andre Bloomberg vil Sony da også producere væsentligt færre konsoller i de to første kvartaler af konsollens levetid end planlagt.

Der blev heller ikke afsløret en endelig pris for det nye teknologiske vidunder.

En ret stor faktor i kampen mellem Microsoft og Sony, der synes at lege kylling om, hvem der afslører en pris først, så modstanderen kan prissætte deres egen konsol lavere. Og en faktor, der meget vel kan blive påvirket af netop coronakrisens medfølgende sværere produktionsvilkår.

Ryan lovede dog også, at der fra nu af vil komme masser af nye informationer frem mod premieren.

PlayStation 5 kommer en gang til efteråret forud for julesalget. Syv år efter PlayStation 4 og 26 år efter den første PlayStation.

Se hele afsløringsshowet her:

Simon Løber Roliggaard

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her