’Tak for laan’ står der på den kost, som sælges hos auktionshuset Lauritz på fredag.
I 1977 afleverede skuespilleren Arthur Jensen (1897-1981) nemlig den kost tilbage til uddeleren i brugsen på Christianshavn, som han havde lånt, da optagelserne af tv-serien ’Huset på Christianshavn’ skulle begynde i 1970. Man manglede nemlig en kost til vicevært Meyer, så man måtte en tur i den lokale brugs for at låne en brugt og slidt en af slagsen.
Da serien var slut syv år senere, gik Arthur Jensen tilbage til brugsuddeleren med kosten med et tak for lån og en håndskreven hilsen på kosten. Nu er kosten sat til salg hos Lauritz – med Arthur Jensens signatur og datoen 9. december skrevet med sort tusch på kostens hoved. 30.000 kroner er den vurderet til, og det er selvfølgelig en pæn sjat for en kost, men alligevel meget rimeligt, når man husker, at kosten er gået hen og blevet landskendt takket være sin optræden i tv-serien, der stadig går sin gang på de danske tv-stationer.
Rollen som den småskræppende Meyer, der konstant dukkede op på værtshuset Rottehullet, hvis han da ikke gik og fejede i trappeopgangen, var en af de roller, som var med til at gøre Arthur Jensen kendt i den brede befolkning. Meyer var både irriterende og sød, ret selvoptaget, men også hjælpsom og hyggelig. Arthur Jensen medvirkede også i tv-serien ’Matador’, hvor han var den snobbede ekspedient hr. Schwann i Damernes Magasin, der endte sine dage som inkassator og døde, fordi han faldt ned ad trappen i en opgang.
I ’Huset på Christianshavn’ afgik Meyer dog ikke ved døden. Det gjorde serien imidlertid i 1977 efter 14 sæsoner og 84 afsnit. Kosten kom tilbage i brugsen på Christianshavn og er gået fra brugsuddeler til brugsuddeler, men nu er det slut med det stille liv inden for detailhandlen, hvorfor kosten måske får nye ejere på fredag kl. 14, når hammeren falder hos Lauritz.
fortsæt med at læse








