Krisen i Det Danske Akademi ser ud til at fortsætte efter akademimedlem Marianne Stidsen har udtalt sig kritisk om Black Lives Matter-bevægelsen. »Akademiet gisper efter vejret«, skriver forfatter Thomas Boberg nu i et brev til Information.

Ny ballade i Det Danske Akademi efter Black Lives Matter-udtalelse

Lyt til artiklen

Bare 24 timer skulle der gå, fra Det Danske Akademi mandag aften valgte en ny sekretær til at samle stumperne af den kriseramte institution, til det kontroversielle medlem Marianne Stidsen kom med nye udtalelser i pressen.

Udtalelser, som atter udstiller akademiets dybe kløfter.

I en artikel i Kristeligt Dagblad onsdag siger Stidsen:

»Det er mit eget store ønske, at akademiet kan komme på sporet igen. Det er en meget vigtig institution i en tid som denne her, hvor mange kulturinstitutioner vakler, det ser vi blandt andet med Black Lives Matter-demonstrationerne«.

Fire medlemmer har forladt Det Danske Akademi i protest: Konflikten svækker vores tiltro til elitens ophøjede institutioner

Denne udtalelse har fået forfatter og akademimedlem Thomas Boberg til tasterne.

»Det er en vanvittig udtalelse at komme med lige efter et stort krisemøde«, skriver Thomas Boberg i et indlæg, som han har sendt til Dagbladet Information.

»Pludselig bliver akademiet en institution, som skal modgå den trussel, som Black Lives Matter tilsyneladende er. Det synes jeg er for langt ude«, skriver han.

Det Danske Akademi har i dette forår været i dyb krise, efter fremtrædende medlemmer som Suzanne Brøgger, Jens Smærup Sørensen, Ida Jessen og Astrid Saalbach valgte at trække sig i protest over netop Marianne Stidsen.

Udtalelser vækker vrede

Dengang forholdt Thomas Boberg sig tavs, hvilket han begrunder i sit indlæg.

»Jeg er selv tilhænger af, at der skal være plads til forskellige synspunkter i Det Danske Akademi, også de mere radikale, der skal være en rummelighed, ellers giver det ingen mening for mig«, skriver han.

Opinionsredaktør: Det Danske Akademi risikerer at ende som en tandløs kaffeklub med et pænt mødelokale

Derfor kunne han heller ikke støtte de seks medlemmer, der i foråret skrev en fælles opfordring til Marianne Stidsen om at gå.

»Jeg ville ikke være med til at forsøge at skubbe nogen ud, et sådant akademi ville stride mod min overbevisning«.

Thomas Boberg ønsker ikke at udtale sig om sin fremtid i akademiet, men han understreger over for Information, at han er vred over Stidsens udtalelser.

Marianne Stidsen uddyber sin udtalelse.

»Det ville nok have været mere præcist at sige: Det, der er sket i forbindelse med nogle af Black Lives Matter-demonstrationerne«, siger hun til Information.

Hvad er det præcis for nogle demonstrationer, du mener?

»Det er dem, der er mundet ud i, at folk er begyndt at vælte og smadre statuer«.

Hvordan kan det få kulturinstitutioner til at ’vakle’, som du siger?

»Det griber jo om sig – også i forhold til, at bestemte navne skal fjernes fra historien og kulturhistorien«, siger hun og nævner den franske præsident Emmanuel Macron, som i en tale for nylig gjorde det klart over for det franske folk, at republikken Frankrig ikke kommer til at medvirke til at fjerne statuer eller navne fra historien.

Akademiets nyvalgte sekretær, Lasse Horne Kjældgaard, ønsker over for Information hverken at kommentere Stidsens udtalelser eller Bobergs indlæg.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her