Der er godt nyt til hovedstadens unge kunstnere, der mangler et billigt værksted.
For nu skal gamle shippingcontainere, der står ved Tunnelfabrikken i Ydre Nordhavn i København, nemlig ombygges til kunstnerværksteder og lejes ud til en lav pris.
Stedet kommer til at hedde Containerakademiet og er stiftet på initiativ af professor og billedhugger Bjørn Nørgaard.
Tanken med akademiet er at skabe et fællesskab af værksteder for 30 nyuddannede kunstnere.
»De unge kunstnere er jo blevet jaget ud af hovedstaden, fordi man har bygget boliger og ejendomme overalt. De seneste år har jeg mødt flere og flere unge kollegaer, der har store problemer med at finde et bare nogenlunde billigt sted, hvor de kan arbejde«, siger han
»Jeg tænkte derfor, at hvis jeg kunne sparke en dør ind for dem, så ville jeg gerne forsøge. Nu er det lykkedes, og det er jeg utrolig glad for«, siger billedhuggeren.
Containerakademiet bliver placeret i området omkring den gigantiske Tunnelfabrik i Ydre Nordhavn, der blev opført i 1990’erne for at støbe tunnelelementer til Øresundsforbindelsen.
Stedet omdannes i disse år til Københavns nye smeltedigel for kunst, kultur, arbejdspladser, studieboliger, idræt, nyttehaver, underholdning og meget mere.
Den gigantiske bygning, der er 261 meter lang og 125 meter bred, ejes og udvikles af By & Havn, der er ejet af staten, i samarbejde med ejendomsudviklerselskaberne NREP og Unionkul.
De har siden 2016 bistået Bjørn Nørgaard i at udvikle projektet og ansøge om fondsmidler for at kunne etablere Containerakademiet. Det Obelske Familiefond, Augustinusfonden og A.P. Møller Fonden har tilsammen givet 15 millioner kroner til byggeprojektet, der skal lave de gamle shippingcontainere om til værksteder.
Det er arkitektvirksomheden Arcgency, som skal stå for ombygningen. By & Havn stiller desuden grunden til rådighed i en periode på 20 år.
Mere end et værksted
De mange containere skal udgøre hovedstammen i selve akademiets bygning.
»Vi stiller containere op med afstand imellem hinanden og bygger et tag over, så der er et overdækket fællesareal til kunstnerne«, siger Bjørn Nørgaard.
»Det hedder akademiet, fordi det skal være et sted, hvor man ikke bare skruer ting sammen, men også taler sammen. Så vi kan bruge stedet til at have en løbende dialog om, hvad kunst er«, fortæller Bjørn Nørgaard.
Uden sprækkerne stivner samfundet. Derfor har vi brug for dem
Billedhuggeren drømmer om, at man på sigt også kan lave udstillinger og forelæsninger imellem de gamle shippingcontainere.
Han mener, at det er vigtigt med et sted som Containerakademiet for hovedstadens udvikling.
»I et effektivt system som vores samfund kvæles alt, der ikke passer ind. Derfor har vi brug for det, jeg kalder sprækkerne. Det er nemlig ofte her i de frie rum, at de umulige tanker og kunst kan udvikles og leve. Uden sprækkerne stivner samfundet. Derfor har vi brug for dem«, siger han.
Containerakademiet organiseres som en erhvervsdrivende fond.
Passer godt ind
Hos By & Havn vækker det stor glæde at få et sted som Containerakademiet i området omring Tunnelfabrikken.
»Tanken bag Tunnelfabrikken er netop at skabe et helt særligt fællesskab af studerende, kunstnere og professionelle aktører og beboere, der har lyst til at dele og investere deres ressourcer og skabe masser af synergi og kvalitet. Derfor passer Containerakademiet perfekt ind«, siger administrerende direktør Anne Skovbro, By & Havn.
Rent praktisk er etableringen af Containerakademiet betinget af, at Københavns Kommune vedtager lokalplanen for Tunnelfabrikken og de nærliggende arealer.
Startredegørelsen for lokalplanen forventes behandlet i kommunens Teknik- og Miljøudvalg 22. juni, og lokalplanen forventes vedtaget medio 2021.
fortsæt med at læse









