Det har været lidt mærkeligt, det hele«, sagde Steen Jørgensen efter at have sunget en helt tyst ‘Marble Station’, da han fredag aften gav en af de første koncerter efter coronapausen. På et lille rundt bord ved sin ene side kunne han hele tiden nå et stort glas rødvin, på den anden stod guitaroraklet Rune Kjeldsen, der gav den på den 12-strengede, hvis ikke han ved hjælp af et større arsenal af udstyr gjorde det ud for et helt orkester, så de gamle Sods-sange fik præcis den punkede energi, de blev født med i slut-70’erne. Eller næsten da.
For lige hvad det angår, opstod der også et lidt skørt sammenstød mellem det, man kunne høre komme fra scenen, og det, man kunne se: fuld smadder på lyden og to stille og rolige voksne i sort, Steen Jørgensen med kasket og en hånd på mikrofonen, den sorte jakkes andet ærme flagrende ned langs siden. Det var måske ikke lige det, denne illusoriske rockbandsimulator med dertilhørende stroboskoplys, man allermest havde brug for at vende tilbage til efter så lang tids koncerttørke. Men okay. »Det er en lidt stor scene«, konstaterede Steen Jørgensen også.
