Klodens hovedpersoner er hvide både i den virkelige verden og i fiktionen. Det er altid hvide mennesker, rumvæsnerne kontakter i science fiction-film, og ufoerne lander ganske sjældent på det afrikanske kontinent eller i Asien.
Det eneste sorte menneske, rumvæsner vil tale med, lader til at være Will Smith. Rumvæsnerne både taler og danser med ham i film som ’Men In Black’ og ’Independence Day’.
Man skulle tro, at racisme var et uidentificeret flyvende objekt – et rumskib, der dukker op med 30 års mellemrum og hver gang på ny skal inspiceres og forstås som et uudgrundeligt fremmedlegeme. Det er, som om racismen bliver anskuet som noget udefra og ikke noget imellem os mennesker.
Emnet racisme springer frem fra buskadset, bedst som folk lykkeligt har glemt, at det findes, og denne forglemmelse er så fabelagtigt beskrevet og foldet ud i sydafrikanske Koleka Putumas digtsamling ’Kollektivt hukommelsestab’, som udkom tidligere i år, hvor et digt lyder:
