0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hurra - Ildpot er genopstået. Bare det nu ikke går som med Lyngby-vasen og Krenitskålen

Det er fristende at sætte gamle designklassikere i produktion igen. Med Ildpot er det gået rigtig godt, men i nogle tilfælde tager man livet af godt design.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Grethe Meyers stentøjsserie fra 1976 bliver betragtet som et designikon på linje med Børge Mogensens tremmesofa og Kay Bojesens abe. Nu er det tilbage i butikkerne.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hjemme i mit køkken står der et spritnyt tærtefad, som jeg kom til at købe forleden. Rygtet gik, at Illums Bolighus havde fået det nye Ildpot hjem, så tidligere på ugen gik jeg forbi for at se, om det nye kunne leve op til det gamle. En time senere stod jeg hjemme i lejligheden med et fad, der er så stort, at jeg ikke ved, hvor jeg skal placere det.

At sætte en klassiker i produktion igen er et vovestykke, for man risikerer at ødelægge den historie, som er forbundet med det oprindelige design

»Ja ja, han har købt et nyt tærtefad, and so what?«, tænker du måske, men dette tærtefad er interessant af flere grunde. For det første er det større end almindelige tærtefade, så man kan bage kæmpetærter med porrer eller brombær, så snart det bliver tid til den slags. For det andet er det første gang siden 1980’erne, at man kan få Ildpot i butikkerne igen. For det tredje ligner det nye Ildpot det gamle så meget, at man ikke kan se forskel. Når man kører fingrene hen over det brune stentøj, kan man godt mærke, at overfladen på det gamle var mere ru end på det nye. Det vil måske ændre sig, efterhånden som man bruger det. Men ellers er det nye Ildpot fuldkommen magen til det gamle.

Besat af Ildpot

I mange år samlede jeg på Ildpot. Da jeg først opdagede, hvor skønt det var at lave mad i arkitekten Grethe Meyers stentøj, eller snarere cordierit, som materialet hedder, kunne jeg ikke styre mig. Grethe Meyer designede Ildpot i 1976, og fordi hun var arkitekt og funktionalist, var det både praktisk og pænt. Ildpot fandtes i et væld af størrelser, lige fra små kokotter, som var gode til leverpostej, til store baljer, man kunne lave bønnesalat eller andet godt i.

Det smarte ved Ildpot var, at det kunne gå direkte fra fryseren til ovnen. Man kunne sætte en kokotte på et gaskomfur, uden at den gik i stykker. Fryse den ned og sætte den ind i en varm ovn. Det usmarte ved Ildpot var desværre, at Royal Copenhagen holdt op med at producere det efter 10 år, så man kun kunne finde det på loppemarkeder og hos svinedyre antikvitetshandlere, da jeg opdagede det.

Da jeg til sidst havde 100 stykker Ildpot, kunne jeg ikke være i mit køkken og erkendte, at jeg jo kun brugte de samme fem-seks dele. Så jeg solgte hele molevitten til en mand, der var endnu mere besat af Ildpot end mig. Så troede jeg, at nu var jeg færdig med den grille. Men nej. Siden har jeg købt lidt hist og her, og nu har jeg præcis de dele, jeg har brug for. Troede jeg – indtil jeg så det store tærtefad i Illums Bolighus.

Originalerne bliver truet

Ildpot indbragte Grethe Meyer et væld af priser, blandt andet ID Prisen i 1976, og det betragtes som et designikon på linje med Børge Mogensens tremmesofa og Poul Henningsens lamper. Derfor har mange ærgret sig over, at det forsvandt fra markedet, og vi er flere, der har set frem til den dag, hvor det igen ville lykkes en producent at sætte liv i det igen.

Det er så sket nu hos FDB Møbler, der også sælger Grethe Meyer-stellet Hvidpot, hvilket man godt kan kippe med hatten for. At sætte en klassiker i produktion igen er et vovestykke, for man risikerer at ødelægge den historie, som er forbundet med det oprindelige design. Gøre det for billigt og for mainstream – og måske producere det på en måde, der ikke giver samme høje kvalitet som den oprindelige.

For nogle år siden blev både Lyngby-vasen og Krenitskålen genopfundet og sendt på markedet i nye farver og nye kvaliteter. Det betyder, at vi er ved at drukne i Krenitskåle, der ikke helt ligner originalerne, og at der snart findes lige så mange Lyngby-vaser i de danske hjem som Kay Bojesen-træfigurer.

Design skal bruges og udbredes, og det er godt, at mange kan se kvaliteten i gode og smukke ting. Men der er også en risiko for, at vi bliver trætte af klassikere, når de pludselig står overalt. Det er ikke kun sket med Krenitskåle, Lyngby-vaser og Kay Bojesen-fugle i et næsten overdrevet utal af farver og størrelser, men også med nogle af Arne Jacobsens stole og Mogens Lassens Kubus-lysestager. Alle er de fine klassikere, men fordi de er udkommet i så stor en volumen og i så mange versioner, bliver man mæt.

At Ildpot nu er på markedet igen, er glædeligt. Men begejstringen må ikke løbe af med producenterne, så de begynder at udsende dele, som Grethe Meyer ikke selv ønskede skulle på markedet. Sker det, er det farvel til endnu en klassiker.

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce

Forsiden