Den arkæologisk interessante bosættelse Jabal Maragha nord for Sudans hovedstad Khartoum er blevet komplet smadret af illegale guldgravere.
Det skriver BBC.
Jabal Maragha var en lille ørkenbosættelse, der kunne dateres tilbage til omkring 350 år før vor tidsregning, og som har ligget mere eller mindre uberørt siden.
Det gjorde den ikke længere, da repræsentanter for Sudans myndighed for museer og antikviteter ville tilse bosættelse sidste måned. I stedet fandt de et stort hul i jorden, som fem mand og to gravemaskiner var i fuld gang med at gøre endnu større.
De sten, bosættelsen bestod af, var stablet i søjler, som kunne bære taget til en interimistisk frokoststue, hvor også møblerne bestod af flere tusinde år gammel kulturhistorie.
»Ud af 1.000 mere eller mindre berømte arkæologiske steder i Sudan, er mindst de 100 blevet beskadiget eller smadret«, udtaler Hatem al-Nour, leder af Sudans myndighed for museer og antikviteter til nyhedsbureauet AFP.
Sudan er det land i Afrika, der udvinder tredjemest guld, og den dårlige sikkerhed ved de arkæologiske seværdigheder gør dem til sårbare mål for gravrøvere og guldgravere, udtaler antikvitetsmyndighederne.
Blandt andet er hundredvis af grave, der kan dateres tilbage til faraoernes tid, blevet røvet og smadret af tyveknægte.
De ulovlige guldgravere blev ifølge BBC anholdt på stedet, men sluppet fri igen allerede dagen efter.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter