Mens jeg går igennem Julie Lænkholms soloudstilling med store værker i uld og andre tekstiler tænker jeg på to ting: Er det overhovedet kunst eller blot dekoration? Og ... Hvorfor gik galleri Nicolai Wallner fra at vise stram post-konceptuel kunst i 1990’erne til nu at vise mere og mere spirituel og intuitiv informeret kunst?
Om udstillingen kan jeg læse, at metoderne til indfarvning af uld baserer sig på overleverede særligt kvindefunderede praksisformer. Og jeg er helt med på væsentligheden af, at de vidensparadigmer og videnskaber, vi i dag baserer størstedelen af vores eksistens på, er patriarkalske størrelser, der ikke tilgodeser den overleverede viden. Men jeg kan ikke nødvendigvis spore denne kollektivitetens poetik eller politik i værkerne, som for mig blot afslører sig som helt klassiske autonome objekter inden for kunstens logik.
