En gammel dame sidder og spiser sin frokost, som hun har gjort så ofte før. Men da gaflen med den kogte kartoffel befinder sig et sted mellem tallerkenen og den åbne mund, opgiver hun ævred og knalder hovedet ned i hovedretten, så både mad og drikke flyder ud over bordet.

Man skal som bekendt ikke græde over spildt mælk, men når nogen dør, er det i orden at tude lidt. Og det gør damens datter også, da hun får at vide, at hendes mor er død. Men så tørrer hun tåren væk, finder en bænk og sætter sig ned og begynder at huske, for som hendes mor altid sagde, når nogen døde: »Det var nok det bedste!«.