Avantgarden er blevet publikumsvenlig. I mange år var ny og eksperimenterende musik en lukket fest, der vrængede ad traditionerne. Så kom reaktionen med kunstnere, der protesterede mod dem, der vrængede. Nu virker alle de gamle, små og interne diskussioner ligegyldige: Komponisterne vil lave tankevækkende, overraskende musik for alle, der vil lytte.
Årets Klang-festival er det bedste eksempel på den pointe. Også i år rummer festivalen en uge med både nørdet lydudforskning – som besøget fra tyske Ensemble Recherche tirsdag aften – og mere visuelle værker og opera som Rasmus Zwickis opera ‘Duncan House’, der spillede hen over weekenden.








