Ingen, der har hørt så meget som en enkelt sang af Future Islands, kan være det mindste i tvivl om, at bandets sanger, Samuel T. Herring, er en intens herre. Som i meget intens. Vil han eksplodere eller implodere? Det lyder altid, som om det er lige på nippet.
Når den amerikanske sanger med det sparsomme hår og et brystmål som en tank vrider en grundfølelse ud af en frasering, har man uvilkårligt siddet med hjertet oppe i halsen. At det samtidig har fungeret som et temmelig originalt bud på en umiddelbart lækker og tilgængelig opdateret form for synthpoprock, har været noget af en præstation.








