Det er, som om han ikke kan være i sin krop. Han banker hånden hårdt mod brystkassen, og han spiler øjnene op, verden står næsten ikke længere, det ser man i hans højrøde ansigt.
Og så tæver han armen triumferende i vejret alene for at markere, at nu starter omkvædet, forløsningen lurer, og bang, nu er musikken pludselig enorm. Samuel Herring er på scenen, og han har det for vildt over det.
Voldsomt og sart
Det er sjovt med ham Samuel Herring. Forsangeren for amerikanske Future Islands ligner lidt en blanding af en familiefar, der er gået forkert, og Phil Collins’ mere svedende og hidtil ukendte lillebror med vigende hårgrænse og T-shirten nede i bukserne.
Men han har skabt sig selv og sit indieband et noget mærkværdigt gennembrud på ryggen af den måde, han optræder på – med følelser så rå og så blotlagte, at man kan mærke det hele vejen gennem den YouTube-video, som beskrives ovenfor, der stammer fra en i internetøjemed nu ret berømt David Letterman-optræden.
Det er voldsomt og sart på samme tid.
Styrke og svaghed
»Sårbarheden er ekstremt vigtig for mig. Jeg har fundet ud af, at mine optrædener mere end noget andet går ud på, at jeg bryder ind i mig selv. Jeg håber, at jeg kan inspirere andre til at gøre det samme«, siger Herring i telefonen fra »et sted mellem Manchester og Bristol«, hvor Future Islands er på den europaturne, der i dag bringer dem til Aarhus og Pop Revo Festival.
»Jeg har altid været draget af scenen, jeg har altid følt mig meget tilpas på den, og helt ærligt ser jeg det som en af mine største forcer. Men der ligger også en svaghed i det, fordi jeg jo er klar over, at jeg har brug for den anerkendelse«, siger Samuel Herring.
Han mener, at de sande kunstnere er dem, der elsker og trives ved det samspil, der er med publikum, men også at behovet for anerkendelse altid vil være til stede:
»Og formålet er at bringe mennesker glæde, det er jo det, det hele drejer sig om, altså at sætte noget i verden, og det være sig musik, skrift, kunst, alt muligt. Det handler om at skabe det og give det væk, så det ikke er ens eget længere«.
Det værste er, hvis publikum er ligeglade
Future Islands er langtfra et nyt band, de har spillet sammen i otte år og har udgivet fire plader. Det er derfor, det har været interessant at følge, hvordan en enkelt optræden kan gå amok viralt og skabe et bredere gennembrud.
Samuel Herring har dog altid optrådt sådan, siger han. Han har altid tilladt sit indre liv at styre de bevægelser og dansetrin, der nu har gjort hans band berømt hos en bredere skare end det musiknørdede segment, der læser Pitchfork og selv spiller i band og i øvrigt nok snart slår helt igennem.
»Jeg tror ikke, at alle mennesker forstår den måde, vi optræder på. Måske har de ikke set det gjort på den måde før, måske får det dem til at føle sig underlige indeni at se mennesker være så sårbare på en scene. Men det er vigtigt, at den, der ikke kan forstå det, så i det mindste har en reaktion«, siger han.
»Det værste må vel være, at de bare er ligeglade. Det er federe, hvis de synes, det er noget forfærdeligt lort. Det er faktisk okay. Jeg vil bare have en stor reaktion. Og det går jeg efter. Jeg vil hellere skræmme livet af publikum og få dem til at gå, end jeg vil have, at de er ligeglade«.
Med op på scenen
Når Samuel Herring går på scenen, tager han dem, han synger sine sange om, med derop, altså helt billedligt talt, for det må alt andet lige være måden at finde ind til den følelse, sangen skal fremkalde, mener han.
Han kan synes alene på scenen, især fordi de andre bandmedlemmer, Gerrit Welmers på synth, William Cashion på bas og, i livesammenhæng, trommeslageren Michael Lowry, mest af alt ligner nogen, der forsøger at stå så stille som overhovedet muligt.
Men for sit indre blik er forsangeren alt andet end forladt og overladt til sig selv.
»Det handler jo alt sammen om publikum«
Samuel Herring fortæller, at det kan være en ekskæreste, han synger om og til, det kan være et familiemedlem, det kan sgu være så mange.
Hver aften kan der være en ny modtager af den hæmningsløse stirren, han er en brav udøver af på scenen, men det er for så vidt sagen uvedkommende, hvem det helt præcist er, for det interessante ligger alene i det, at han eller hun skal med op på scenen.
Hvorfor er det vigtigt?
»Det er vigtigt at få dem med, for at jeg kan finde frem til roden af den følelse, der ligger bag sangen, ikke? Så jeg kan dele den med publikum. Det handler jo alt sammen om publikum. Jeg vil give dem noget, og for at jeg skal kunne det, må jeg forsøge at finde en forbindelse til den ægte følelse, for kun sådan kan jeg være helt oprigtig. Jeg håber, at vi har opnået en meget stor grad af ærlighed i vores musik«.
Punk og oprør
Jeg vil gerne tale om scenen som begreb, og du må undskylde, hvis det bliver lidt underligt. Har du nogle tanker om det?
»Ja, masser, mand. Scenen er magt, mikrofonen er magt, og valget står mellem at gå efter magten eller lade den slippe væk. Nogle bands er gode til at gå på scenen og spille deres musik, mens de gemmer sig bag deres hår, men vi har aldrig været sådan et band. Scenen er en platform for magt, og det eneste, man skal gøre, er at vælge, om man vil have den. Vi tager magten«.
Der ligger, hvis man spørger Samuel Herring, et stort ansvar i den magt, og har man som band et budskab, skal man være opmærksom på, hvordan man udnytter den.
Som sangskriver har Herring altid holdt sig væk fra at politisere og fra religiøse motiver, selv om han refererer til religion fra tid til anden. Har Future Islands et budskab bag synth-poppen, må det graves frem af en mere punket identitet.
»For et par dage siden tænkte jeg på, at jeg jo taler så meget om ærlighed, og at det nok kommer fra en lidt oprørsk side, som jeg i høj grad har i mig, altså en fuck it- attitude«, siger Herring.
»Det er sgu lidt punk. Min stil skriger jo fuck it – lad være med at tage jer af, hvad andre siger. Fuck it«.
Med hans storsvedende, til tider growlende og drabeligt veldansende optræden for sit indre blik er det ikke svært at forbinde Samuel Herring med en ligegyldighed over for, hvad andre måtte mene om ham. Helt nede i knæ, der nulrer rundt i noget, der ligner tics, og med et herligt vanvittigt udtryk i ansigtet har han forsøgt at vise, hvordan sådan en optræden skal skæres. Fuck it.
fortsæt med at læse
