Den lød så besnærende enkel, at man næsten skulle tro, at der var tale om en børnesang, da den tyske gruppe med scenetøj i guld og leopardprikker, Boney M, i 1978 fik hele verden til at synge med på remsen om »en brun pige i ringen«, der lignede »sukker i en blomme – tralala lala«.
Ikke desto mindre endte sangen både på toppen af hitlisterne og ved retten i Hamburg. Her blev den simple sang genstand for Tysklands mest komplicerede og langstrakte sag om musikalske rettigheder. Da sagen begyndte, var dens dommer, Wolfgang Neuschild, en mørkhåret mand i sin bedste alder. Da sidste punktum endelig kunne sættes, var han blevet gråhåret.
Det skyldtes ikke kun, at dommeren, der efter eget udsagn var »fuldstændig umusikalsk«, måtte høre diskohittet med Boney M igen og igen. Men primært, at striden om rettighederne til ’Brown Girl in the Ring’ mellem de to tyske producere Peter Herbolzheimer og Frank Farian tog over 20 år at behandle retsligt.
Og så havde retten i Hamburg endda aldrig beskæftiget sig med dem, der faktisk har skrevet sangen: komponister og musikere fra Jamaica.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
