Det er en sætning, der lever sit eget liv i amerikanske mediekredse. At tv-stationen CNN – engang billedet på troværdig journalistik – i løbet af Donald Trumps fire år i Det Hvide Hus af egen drift har forvandlet sig til, hvad Trump for fire år siden – og dengang uretfærdigt – beskyldte stationen for at være:
Leverandør af renlivet propaganda lejlighedsvis spædet op med lidt journalistik.
Og sådan har Donald Trumps særegne tilgang til embedet fået flere amerikanske medier til – mere eller mindre åbenlyst – at tage stilling, udråbe hans udtalelser som løgne eller sandhed og fjerne sig fra den klassiske journalistiske grundregel om, at medier skal forholde sig neutrale og bare sørge for, at begge parter i en diskussion kommer til orde.
Et skred, som natten til fredag fik sit hidtil tydeligste udtryk, da tv-stationerne ABC News, CBS og MSNBC samt det sociale medie Twitter ligefrem afbrød transmissionen af præsidentens tale fra Det Hvide Hus, da han påstod, at demokraterne forsøgte at snyde sig til valgsejren, og at han ville vinde, hvis man kun talte de lovligt afgivne stemmer.
