Historie. En SS-uniform fra Nazityskland er blevet stjålet fra Det Tyske Museum i Sønderborg. Det samme gælder en Jungenschaftsuniform, der stammer fra samme periode af Tysklands fortid.
Det oplyser museet på Facebook, og politikommissær Thomas Berg fra Syd- og Sønderjyllands Politi fortæller også om tyveriet til JydskeVestkysten:
»De er gået direkte efter den del af udstillingen, der handler om Nazityskland. Der er blevet stjålet en SS-uniform, og sådan en vurderes at koste 200.000 kroner. Der er muligvis også stjålet andre ting«, siger han til avisen.
Alarmen til museet gik ifølge avisen tirsdag klokken 4.26.
Museet skriver på Facebook, at politiet har været på stedet for at sikre beviser. Men museet forbliver åbent.
»Under indbruddet gik gerningsmanden eller gerningsmændene målrettet efter genstande, der belyser det tyske mindretals nationalsocialistiske historie, primært forskellige uniformer«, hedder det i Facebook-opslaget.
»Uniformerne er eftertragtede og værdifulde trofæer i samlerkredse, hvilket kunne være et muligt motiv for indbruddet«, skriver museet.
Museumsdirektør Hauke Grella er »bestyrtet over indbruddet og beder om hjælp til at opklare det«.
Han vil snarest muligt rådføre sig med eksperter om yderligere sikring af museet og udstillingsgenstandene.
ritzau
fortsæt med at læse








