Min klassiske dannelse må have haltet noget der i 1996, da jeg som 14-årig stiftede bekendtskab med verdens bedste kærlighedshistorie, Shakespeares ’Romeo og Julie’ i Baz Lurhmanns filmversion.

Min mor har fortalt mig, hvordan jeg skreggræd af lige dele hårdt erkendt urealiserbar forelskelse i Leonardo DiCaprio, der spillede Romeo, og fortørnelse over, at ingen havde fortalt mig, hvordan den endte: »I HAR VIDST DET I 400 ÅR!«, hulkede jeg anklagende efter den næsten ti minutter lange dobbeltdødsscene, efter hvilken »selv solen synes klædt i sorg at vandre«.