Der er igen opstandelse på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København.
Fire professorer har udtrykt stor utilfredshed med ledelsen på akademiet – og direkte mistillid til rektor Kirsten Langkilde – i et brev sendt til Kulturministeriet 28. august.
Det fremgår af en mail, som Politiken har set, hvori de fire professorer orienterer de øvrige ansatte på Kunstakademiet om mistilliden.
»I løbet af de sidste 18 måneder har vi været vidner til og oplevet etableringen af stadig mere usunde og uproduktive arbejdsforhold forårsaget af en autoritær og uklar ledelse«, skrev de i mailen, som fortsætter:
»I lyset af denne uholdbare situation besluttede vi at udarbejde en mistillidserklæring til rektor Kirsten Langkildes ledelse til Kulturministeriet«.
Problemerne på Kunstakademiet håndteres foreløbig internt, og ifølge Politikens oplysninger er der onsdag indkaldt til stormøde for de ansatte. Derudover igangsætter man et dialogforløb, hvor samtlige ansatte er indkaldt til individuelle mus-samtaler.
Vores protest var og er rettet mod rektors strategi og adfærd – intet andet
Men de fire professorer korrigerer nu kritikken over for de studerende på skolen, efter at Weekendavisen i fredags bragte en artikel, som kæder professorernes kritik af ledelsen sammen med en »frygtkultur« og et »identitetspolitisk politi«, der, som avisen beskriver det, kan resultere i kunstnerisk stagnation.
Intet andet
Professorerne tager skarp afstand fra Weekendavisens udlægning af miljøet på Det Kongelige Danske Kunstakademi i en mail til de studerende, som Politiken har set fra to af hinanden uafhængige kilder:
»Avisens (Weekendavisen, red.) klodsede forsøg på at knytte vores kritik af akademiets ledelse sammen med journalistens egen dagsorden med en generations- og kulturkrig er en komplet fabrikation«, skriver de med henvisning til artiklen i Weekendavisen, hvori der blandt andet står, at »professorer og lærere ved Det Kongelige Danske Kunstakademi har fået nok af både identitetspolitik og djøfisering. De vil af med rektor Kirsten Langkilde«.
»Vores protest var og er rettet mod rektors strategi og adfærd – intet andet. Vi påskønner de aktuelle diskussioner, der finder sted på akademiet og andre steder, om forskelsbehandling, racisme, sexisme, ableism og klassisme«, skriver de.
De fire professorer har ikke ønsket at uddybe kritikken i medierne. Politiken har forsøgt at få en kommentar fra rektor Kirsten Langkilde, der ikke er vendt tilbage.
Kulturministeren må gribe ind over for det her
Ikke desto mindre har diskussioner om identitetspolitiske og beslægtede spørgsmål fyldt betragteligt, når Kunstakademiet de seneste år er blevet ramt af flere sager.
Senest da en historisk buste af Kunstakademiets stifter, Frederik V, blev stjålet fra festsalen og ødelagt af en gruppe anonyme billedkunstnere, der smed den i havnen.
Det fik Nikolaj Bøgh, der er byrådsmedlem for Konservative i Frederiksberg Kommune, til at tordne mod akademiet og kulturministeren.
»Jeg mener, at dette eksempel kommer i forlængelse af længerevarende identitetspolitiske problemer på Kunstakademiet. Kulturministeren må gribe ind over for det her«, udtalte han til Politiken.
Under gulvtæppet
I 2018 blev Kunstakademiet desuden ramt af en #MeToo-skandale. En professor havde krænket og mobbet flere studerende, og Politiken kunne afsløre, at professoren fik en halv million kroner stukket i hånden, da han fratrådte sin stilling efter at være blevet afsløret.
Kirsten Langkilde trådte til i starten af 2019, kort efter at tidligere rektor Sanne Kofod Olsen valgte at fratræde sin stilling i oprør mod besparelser og en plan fra daværende kulturminister Mette Bock (LA) om at sammenlægge landets kunstuddannelser.
Ni måneder efter Kirsten Langkilde blev rektor, blev hun mødt med hård kritik fra studerende. En professor på Malerskolen havde haft en seksuel relation til en studerende, og stort set alle studerende på skolen ønskede ham bortvist allerede i januar 2019.
Professoren blev suspenderet, men efter ti måneder vendte han tilbage med det forbehold, at han skulle bistås af en faglig coach for at »styrke studiemiljøet«.
De studerende mente, at Langkilde havde »fejet sagen ind under gulvtæppet«.
fortsæt med at læse
Aktivister anmeldt til politiet efter de har smadret historisk statue: Det er et stort tab i vores kunstsamling
-
En gruppe anonyme billedkunstnere har stjålet og smadret historisk statue: »Det er det værste eksempel i Danmark«
-
Hård kritik af rektor: Omdiskuteret professor vender tilbage, og studerende undrer sig
-
Ny rektor for Kunstakademiet vil gamle spøgelser til livs: »At der findes chikane på kunstmarkedet, det ved enhver«








