»Der er så mange, for mange, optagelser af hende«. Det er skuespilleren Emma Corrin, der i en bisætning får sagt det i et interview om at portrættere lady Diana Spencer i fjerde sæson af ’The Crown’. Sæsonen, som havde premiere forrige weekend, vækker endnu en gang den afdøde prinsesse til live. Allerede fra første sæson blev der spekuleret i, hvem der mon skulle lægge krop til Diana Spencer, for selv om hun led en tragisk død i 1997, er hun aldrig forsvundet fra den kollektive bevidsthed. Som den britiske forfatter Hilary Mantel formulerede det, i en artikel i avisen The Guardian skrev i forbindelse med 20-året for ulykken, burde Diana være passé: »I stedet sladrer vi om hende, som havde hun blot forladt rummet«.
Ud over Netflix sladrer Hollywood også med, og der skrives bøger og laves podcasts om Dianas tragiske historie, hendes stil, dramaet og konspirationsteorierne. Og hver gang hun portrætteres, diskuteres eller har en form for jubilæum, skrives der stolpe op og stolpe ned om, hvem Diana var, hvad hun betyder, og hvorfor vi aldrig glemmer hende. Denne klumme er ingen undtagelse.








