Som den første mand nogensinde pryder den britiske popsanger Harry Styles forsiden på det seneste nummer af Vogue. Men han gør det i en kjole.
Og det har fået flere prominente konservative stemmer i USA til tasterne, skriver The Guardian.
I et tweet skriver den konservative forfatter, aktivist og Trump-tilhænger Candace Owens:
»Der er intet samfund, der kan overleve uden stærke mænd. Det ved de i Østen. I Vesten er det ikke tilfældigt, at den konstante feminisering af mænd kommer, samtidig med at vores børn lærer om marxismen. Las os få de mandlige mænd tilbage«.
Den fremtrædende konservative kommentator Ben Shapiro er helt enig med Candace Owens.
»At lade, som om mænd ikke bliver feminiseret af at klæde sig som kvinder, er latterligt, især når det kommer fra de samme mennesker, som fejrer Styles, FORDI han feminiserer maskulinitet«, skriver han i et tweet.
Der er dog også mange, der lægger afstand til kritikken. I en kommentar til Candace Owens’ tweet skriver skuespilleren Elijah Wood, der spillede Frodo i ’Ringenes Herre’: »Jeg tror, du har misset, hvad definitionen på en mand er. Maskulinitet alene gør ingen mand«.
Ifølge The Guardian er det ikke første gang, at den ciskønnede Harry Styles bruger mode på en vovet måde. Han har tidligere prydet forsiden af Guardian Weekend i en sort kjole, her forsvarede han også queer-æstetikken i sit visuelle arbejde. Det er ikke for at gøre sig interessant, forklarede han.
»Jeg ønsker, at tingene skal se ud på en bestemt måde. Ikke fordi det får mig til at se bøsset ud, eller fordi det får mig til at se straight ud eller får mig til at se biseksuel ud, men fordi jeg synes, det ser cool ud«.
fortsæt med at læse







