0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nytårstilbud: Følg med i Politiken hele året for kun 2021,- Køb nu

Lars Bukdahl fjoger og fjoller med ordene, så det er til at blive træt af. Men én lykønskning fortjener han

58 digtere ser tilbage på deres debut i lyrik- og grafiktidsskriftet Hvedekorn. Den 100-årige strutter af energi og litterær skønhed.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
H. Lund Hansen
Arkivfoto: H. Lund Hansen

Digteren Tove Ditlevsen åbner spændt seneste sending af ny lyrik i Vild Hvede i 1940. Tre år tidligere fik hun sit første digt optaget i lyriktidsskriftet.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det bedste ved at være grim er/ så gør det ikke noget at blive ældre«, ræsonnerer poeten Klaus Lynggaard, da han bliver konfronteret med sin egen debuttekst i det hæderkronede Hvedekorn, der fylder 100 år. Så får han en eftertanke: »men man kan altid blive grimmere«, og det er jo rigtigt. Dog gælder det ikke den 100-årige, der strutter af energi og litterær skønhed.

Redaktør Lars Bukdahl, som er en mand af mange ord, har besluttet sig for at holde helt og aldeles mund. Jubilæumsnummeret er fra perm til perm overladt til nulevende digtere, der får deres første tekst i bladet genoptrykt og derefter frie hænder til at sige noget i den anledning.

Som oplægget inviterer til, er det mere sig selv end fødselaren, de fejrer.

Bo Green Jensen debuterede i Hvedekorn i 1979 med et digt om en mand på en bænk ved solnedgang. Solen er en »bold af ild i bål af støv«. Der blev ikke sparet på virkemidlerne. Et af dem er et liggende ottetal strøet ud over teksten, altså tegnet for uendeligt. Alt fortsætter.

I hans digt fire årtier senere er evighedstegnet erstattet af hashtegnet, der jo ikke bare bruges til krænkelser i MeToo-universet, men også til at signalere afslutning: »Tryk et for at gennemføre betaling/ Tryk to for videre betjening … Afslut med firkant«. Det er ved at være lukketid.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts