Egentlig var den færøske teenager Tóki Jansson indstillet til at få 40.000 kroner i filmstøtte af det færøske kulturministerium.
Støtten skulle gå til den 17-åriges instruktørs animationsfilm ’Skúla Scam’.
Men den færøske kulturminister, Jenis av Rana, har afvist at skrive under på, at støtten kan udbetales. Han synes nemlig, der er for mange bandeord i filmen, skriver Berlingske.
»Jeg kan ikke lide, når folk bander, og det gør normale mennesker ikke«, skriver kulturministeren ifølge Berlingske i sit afslagsbrev.
’Skúla Scam’ handler om Pætur, Solskin og Bob, som møder hinanden, da de starter sammen i en ny skole. Men der er noget galt med skolen, som de sætter sig for at undersøge.
Ifølge Berlingske har Danske Filminstruktører, Europæiske Filminstruktører og Nordiske Filminstruktører nu indsendt en klage til den færøske kulturminister over, at deres færøske kolleger ikke kan arbejde uden censur og politisk indblanding.
Tóki Jansson har arbejdet på »Skúla Scam«, siden han var 15 år.
Den danske børnefilmfestival Buster har tidligere i år haft verdenspremiere på afsnit af animationsserien. Filmfestivalen skriver på sin hjemmeside, at Tóki Jansson er »et kæmpetalent«.
I Politiken blev serien i forbindelse med filmfestivalen Buster i efteråret kaldt »et muligt svar på en South Park-afløser«.
fortsæt med at læse








