Flere britiske musikfestivaler har allerede meldt sommerens program ud og sat billetter til salg.
Festivalen i Reading har rapperen Stormzy øverst på plakaten fredag 2. august, og festivalen på Isle of Wight lægger ud med Lionel Richie fredag 17. juni.
Men nærmest inden året er gået i gang, har musikeren Melanie Brown aflyst den britiske festivalsommer.
I et interview på direkte radio med BBC sagde sangeren, der især er kendt for sin rolle i popgruppen Spice Girls og under kunstnernavnet Mel B:
»Jeg ved, at Glastonbury er blevet aflyst, så der er mange store sceneoptrædener, der igen i år er på pause. Det er trist, men vi er nødt til at få denne virus under kontrol«, sagde sangeren ifølge The Guardian.
Emily Eavis, en af festivalens arrangører, skyndte sig på Twitter at skrive, at festivalen ikke er aflyst. Endnu.
Ifølge Melanie Brown skulle Spice Girls have spillet på Glastonbury om søndagen, hvor bandet kunne fejre 25 års jubilæum, men hun siger altså nu, at det ikke bliver til noget.
Storbritannien er hårdt ramt af coronavirus og har siden midnat natten til tirsdag været så godt som komplet lukket ned.
I modsætning til en række andre britiske festivaler, der allerede har meldt deres program ud, har Glastonbury hele tiden været mere afventende.
I december sagde Emily Eavis ifølge The Guardian:
»Vi gør alt, vi kan, for at planlægge og forberede os, men vi er stadig langt fra at være sikre på, at vi kan afholde noget i 2021«.
I Danmark har man fra Roskilde Festival allerede sagt, at man mener, at man sikkert kan samle 100.000 mennesker til sommer, som blandt andet kan høre koncerter med Megan the Stalion og The Strokes.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter