De var modige, de kvinder, der trådte frem for mere end hundrede år siden med krav om stemmeret og alt det andet, mænd havde beholdt for sig selv. Feminister mangler stadig meget, før der er opnået ligeret, men de har da fået opfyldt ét krav – som de for resten aldrig har stillet: at alle har ret til at kalde sig feminister.
I Sverige er det ikke kun en ret, det er en pligt. Ingen politiker fra det yderste venstre og indefter kan nå nogen vegne, medmindre vedkommende, ligesom statsministeren, erklærer sig for feminist. Og selvfølgelig fører svenskerne noget, de kalder en feministisk udenrigspolitik. I Danmark er vi ikke nået helt så vidt, men vi er da godt på vej. Senest har Ekstra Bladets chefredaktør, der blandt andet har ansvaret for avisens Side 9-piger, i vores personaleblad erklæret, at han er feminist.








