Det er ubestrideligt, i alle fald teknisk set og ifølge kalenderen, forår. Våren går atter gennem Nyhavn, og muligvis er der også en og anden skærslipper, der har flikket de gamle sko og skåret sig en vandrestav, ligesom nogle med udlængslen martrende sindet nynner ’I Love Paris In the Springtime’.
Thi foråret er spiringens tid, selv om Benny Andersen også har udnævnt årstiden til højsæson for beskæring i såvel buskadser som budgetter. Og der er digtet umådeligt om foråret. Lige fra William Wordsworths romantiske naturidentifikation i ’I Wandered Lonely As A Cloud’ fra begyndelsen af 1800-årene over Poul Martin Møllers ’Grøn er vårens hæk’ og C.A. Overbecks ’Kom maj, du søde, milde’ til Anne Linnets ’Forårsdag’. Men et står ud som mere egensindigt, mindre sødladent besyngende og langt mere poetisk reflekterende end alle de andre, nemlig Per Højholts ’Så og så mange lærker’, der står som afslutning på femte del af digtsamlingen ’Min hånd 66’.
