Der hersker en udbredt forestilling om, at civilisationen er en tynd fernis, der alt for let lader sig bryde af kriser og katastrofer. Nedenunder lurer en grum menneskelig natur.
Synspunktet er også fremført i forbindelse med coronakrisen. »Der skal ikke megen angst og krise til, før kulturens tynde fernis af humanisme krakelerer, og den menneskelige råhed stikker sit fjæs frem« skrev forfatter Gretelise Holm således i en kommentar i Berlingske på en af de sidste dage i det herrens år 2020.







