Godt nok skulle de afholdes nærmest samtidigt, men britiske Glastonbury Festival og danske Roskilde Festival er ikke så ens.
I hvert fald ikke ens nok til, at aflysningen af Glastonbury på grund af coronaepidemien også fører en aflysning af Danmarks største festival med sig, lyder det fra Roskilde Festivals direktør.
De to festivaler kan ikke sammenlignes så direkte, og desuden er situationen meget forskellig i Danmark og UK
Signe Lopdrup, Roskilde Festivals direktør
»Sidste år oplevede vi, at det fik mange til at tænke over, om Roskilde Festival så heller ikke kan gennemføres til sommer, men de to festivaler kan ikke sammenlignes så direkte, og desuden er situationen meget forskellig i Danmark og UK«, siger Signe Lopdrup til Jyllands-Posten.
Glastonburys opbygningsperiode er meget længere end Roskilde Festivals. Hvor den britiske festival kræver, at tusindvis af medarbejdere og frivillige bor på pladsen i flere måneder op til festivalen for at bygge den op, bliver Roskilde Festivals område ifølge Lopdrup til på få uger op mod åbningen.
Hun og kollegaerne samarbejder fortsat med deres internationale partnere om at kunne tilbyde en uge med musik, kunst og camping på Dyrskuepladsen i Roskilde fra 27. juni til 3. juli 2021.
Nyheden om, at den sydbritiske festival Glastonbury aflyser for andet år i træk, kom torsdag i denne uge.
»På trods af vores forsøg på at sætte himmel og jord i bevægelse, er det blevet klart, at vi simpelthen ikke vil være i stand til at afholde festivalen i år. Vi er kede af at skuffe jer alle sammen«, skriver festivalens arrangører på dens hjemmeside.
Storbritannien kæmper med en særligt smitsom virusvariant, der lægger stort pres på sundhedsvæsnet og har krævet en nærmest komplet nedlukning af samfundet.
Glastonbury har normalt omtrent 200.000 gæster. Roskilde festival har siden 2015 haft 130.000 gæster. Festivalen måtte ligesom Glastonbury Festival opgive at afholde det, der skulle have været dens 50 års jubilæum.
Fejringen er udskudt til i år, og Signe Lopdrup forsikrer, at Roskilde Festival kan accelerere opbygningen af festivalen og slutspurten frem mod åbningen, hvis myndighederne giver dem lov til at samle så mange mennesker.
De er sammen med en række brancheforeninger i færd med at udvikle sundhedsforsvarlige løsninger, der kan bruges alle de steder, hvor man skal samle mange gæster.
Blandt andet ønsker festivalen det såkaldte vaccinepas, så gæster kan fremvise dokumentation for, at de har enten antistoffer eller et frisk negativt testresultat eller er vaccineret mod coronavirus.
I Danmark forventer sundhedsmyndighederne, at den sidste dansker har fået andet stik med en coronavaccine 27. juni – altså dagen efter Roskilde Festivals planlagte åbning - men datoen afhænger af både vaccinegodkendelser- og leverancer.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter