Det er nok Hollywood-stjernen Marilyn Monroes begejstring for Chanel No. 5, som de fleste forbinder med den franske parfume. Hun sov ikke i andet, fortalte hun pressen i begyndelsen af 1950’erne, og så kunne man selv få lov at forestille sig, hvordan hun gik nøgen – og velduftende – i seng hver aften.
Her i foråret er det 100 år siden, at modeskaberen Coco Chanel (1883-1971) lancerede sin parfume, der fik navnet No. 5, fordi hun fik parfumemageren Ernest Beaux til at fremstille en hel stribe dufte, som hun kunne vælge imellem.
Gabrielle Chanel, som kun kaldte sig Coco, valgte nummer 5 på grund af dens basale duft af majroser og jasmin tilsat lidt vanilje. En lidt tung parfume, som med små moderationer har holdt sig i et århundrede, og som alverdens modehuse har forsøgt at efterligne. Da Chanel lancerede sin parfume, var det nemlig ikke kutyme, at de store franske modehuse også solgte dufte, men Chanel ønskede at give sine butikker en særlig duft, som kunderne tilmed kunne tage med hjem.
Og det er denne hjemtagning, der i designperspektiv er den mest interessante. For Chanel No. 5 skulle selvfølgelig pakkes ind i noget, der var lige så elegant og enkelt som de spadseredragter, jerseykjoler og små hatte, der røg over disken i Chanels butikker.
