I Frankrig slår bølgerne mod klipperne og regnen mod ruderne i det lille bretonske bondehus. I Syrien slår murene i det store grå hus revner, mens gedehamsene bygger rede bag persiennerne. Kontrasten mellem de to hjem er slående og tjener som billede på den kløft, der vokser i familien i fjerde bind af syrisk-franske Riad Sattoufs forrygende og foruroligende selvbiografi ’Fremtidens araber’, om hans opvækst i Frankrig og Mellemøsten med en fransk mor og en syrisk far i 1980’erne og 1990’erne.

Seriens fjerde bind er næsten dobbelt så tyk som de foregående og er knapt så skarpt skåret. Men lige pludselig flår Riad Sattouf tæppet væk under bogens godmodige grundtone, så det giver et sæt i læseren. For en dag gør Riads far noget overilet, noget drastisk, noget forfærdeligt. Han tømmer bankkontoen, kidnapper Riads lillebror og stikker af til Syrien. »HVAD VIL DU NU GØRE?«, skriger han i telefonen til sin kone. Og så slutter bogen, og man sidder, efter 287 siders roligt tempo, pludselig åndeløs og venter på bind fem.