En ting er, at man skal dø. Det er sådan set slemt nok i sig selv. Et forhold, der som bekendt ligefrem har fået sin egen angst opkaldt efter sig. Dødsangst. Men man kan sikkert let gå hen og få en smule præstationsangst oven i, hvis man også tilhører en af de trosretninger, hvor man dårligt får lov at blive kold, før man skal op igen. Denne gang til en eksamen, hvis udfald afgør ens fremtid i al evighed.

Således åbenbart også i det gamle Egypten, hvor man livet igennem gik op i at forberede sig på, hvordan man kom ordentligt over i dødsriget. Og helst uden at miste alt for meget af det, man havde puget sammen, mens man trak vejret. En udfordring, som blandt andet blev løst ved at male slaver, gæs, redskaber, mad, vin og smykker på gravkammerets vægge, hvilket åbenbart var lige så godt som rede varer ovre på den anden side.