Lokalavis undrede sig over, at manden på billedet i Se og Hør ikke lignede den mordsigtede i retten. Da redaktionen tjekkede, viste det sig, at Se og Hør havde bragt et foto af en forkert mand.

»Skrækkeligt«. Se og Hør udstillede forkert mand som morder

Foto: Øxenholt Foto/Ritzau Scanpix
Foto: Øxenholt Foto/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

I weekenden bragte Se og Hør et sløret foto, der angiveligt skulle forestille en mand, som er sigtet for at have dræbt og parteret sin ekskone i Malling syd for Aarhus.

Men Lokalavisen Aarhus har nu afsløret, at fotografiet forestiller en helt anden mand. En slægtning til den dræbte kvinde, men ikke den eksmand, der efter drabet har erklæret sig skyldig.

Det er fagbladet Journalisten, der fortæller historien med Lokalavisen Aarhus i helterollen og Se og Hør i skurkerollen.

Se og Hør bragte et foto af en sløret mand i T-shirt til udendørs sommerfest med trommer, mixerpult og fadøl med billedteksten:

»Her dobbeltmorderen til en fødselsdag på Island i 2017«.

Men dels var billedet faktisk fra 2016. Og dels og langt værre var manden altså ikke identisk med den 51-årige mand, der ved retten i Aarhus har erkendt sig skyldig i drabet på kvinden, der blev meldt savnet sidst i januar.

Lokalavisens redaktion, der selv var blevet tilbudt at købe samme billede, undrede sig over, at manden på billedet ikke lignede manden, de havde set i retten i Randers.

Se og Hørs chefredaktør Niels Pinborg siger til fagbladet Journalisten, at bladet »er simpelthen blevet snydt«. Han kalder fotovalget for »skrækkeligt«.

»Hvis man vil snyde os, kan man snyde os«, siger chefredaktøren.

Se og Hør-historien med billedet er fjernet fra bladets hjemmeside, og Niels Pinborg opfordrer den uskyldigt udpegede mand til at henvende sig til bladet, så de kan tale sammen. Det er ikke sikkert, at redaktøren slipper med en forsonende samtale: Den afbildede mands familie vil ifølge Lokalavisen Aarhus tage kontakt til en advokat.

Anne Bech-Danielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her