Tidligt tirsdag morgen lokal tid kørte en SUV med høj fart ned ad en bakke i en forstad til Los Angeles, Californien. Føreren mistede herredømmet over bilen, den krydsede midterrabatten, slog adskillige kolbøtter og fortsatte videre ind i et buskads, hvor den ramte et træ og landede på siden. Føreren var, viste det sig, golflegenden Tiger Woods. Med et slemt kvæstet ben blev han bragt til hospitalet, og trafikulykken overtog den amerikanske nyhedsdagsorden i adskillige dage. Tiger Woods var en halvgud, vi skulle for helvede hædre ham sådan, syntes budskabet at være.
Problemet var bare, at Tiger Woods de seneste år selv havde skabt en stærk modfortælling, som stod helt klart i erindringen hos de fleste, der havde fulgt bare halvt med. Og den nævnte de færreste i de første døgn efter ulykken.
I 2009 kørte Tiger Woods galt, mens han var påvirket af sovemedicin og stærk smertestillende medicin, og i 2017 blev han anholdt med fem forskellige slags medicin, heriblandt opioider, i blodet. Det rystende var derfor på sin vis ikke kun det, som blev fortalt om den nye ulykke, men også alt det, som ikke blev fortalt.
Først torsdag oplyste politimyndighederne i Los Angeles, at de havde udelukket alkohol- og medicinpåvirkning, selv om de ingen blodprøver havde taget. Ulykken var et uheld, lød konklusionen.
Vil man helt tæt på forståelsen af den nu 45-årige Tiger Woods’ historie, har HBO ganske apropos netop haft premiere på dokumentaren ’Tiger’, som meget klogt insisterer på, at han er et kulturelt fænomen, der rækker ud over sportens verden. Dokumentaren, der er i to afsnit, handler især om den ambitionsforbandelse, som Tiger Woods’ far kastede over sønnen, i det øjeblik han blev født. Og den viser, at selv ikke det mest beredte menneske kan holde til at blive dyrket som meget mere, end det er.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Bliv en del af fællesskabet på Politiken
Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Prøv nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her