0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

»Se mig. Nej, se mig«: To selvforelskede kunstneregoer kæmper om at være mest infantile og frække

To mandlige malere af den dyre slags viser sig selv, deres malerier og videoværker frem på københavnsk galleri.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Galleri Bo Bjerggaard
Foto: Galleri Bo Bjerggaard

'Erzkunst-Macht-K.U.N.S.T.!' hedder dette selvportræt (af en slags) fra 2020 af tyske Jonathan Meese som er en del af udstillingen 'Two of Hearts' på Galleri Bo Bjerggaard. Maleriet er knap tre meter bredt og er reserveret til en køber. Prisen? Den fremgik ikke af galleriets liste.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er noget echt bralrende og bulderbasset over tyske Jonathan Meese (f. 1970) og hans kunst. Når han smører tykt på lærrederne og klistrer sig selv og sit ødipale forhold til både Mor og das Vaterland ud over sine værker i fede lag og skriver ord som Revolution, Kampf og ikke mindst Kunst på sine malerier. Så er der ligesom ingen tvivl om, at det er kunst, vel? Avantgarde a la Dada, Cobra og Neue Wilde – og måske lidt punk? I hvert tilfælde med kunstværket som et sted, det er okay at heile fra. Ja, hvor det nærmest er forventeligt, at det sker i et antiintellektuelt forhold til kunsten, hvor kunstner og værk dagligt pølser sig ud af den samme tube og agerer som frie og grænseoverskridende modfigurer til hverdagens og dagliglivets bureaukratiske læggen sig selv i mapper og skuffer.

Det er den fortælling – ja, vel drøm, nærmest – man køber, når man køber et værk af Meese. Drømmen om livet ude af skufferne. Ude af slips og perleøreringe. Hvor man tror på vildskaben, energien, kunsten og poesien som et reelt alternativ til hæve-sænke-bord, Outlook, Zoom samt aktieportefølje.

Når Meese i et kort videoværk på udstillingen – et værk, der for øvrigt har samme æstetiske rækkevidde som et standardmøde på Zoom – synger sin kunstgakgak om, at kunsten skal regere i verden, og at kunstens diktatur skal have forrang for ideologier og religion, gør han det på versefødderne af Beethovens firskårne trampekomposition, hans ’9. symfoni’, også kendt som Europas hymne, udstyret med Mumitrold og legetøjsbamse. Ja, ja, we get it: Du er kunstner (eller leger kunstner, same same) og er dermed fritaget for ideologiske spændetrøjer og kedelige spørgsmål som: Hvor skal pengene komme fra? Det er kunsten, der leverer livets skønne guddommelige gnist i en tilværelse, som er gennemrationaliseret, siger han indirekte.

Og det har han nok ikke helt uret i, den bralrende Meese.

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Læs mere

Læs mere