Der er noget echt bralrende og bulderbasset over tyske Jonathan Meese (f. 1970) og hans kunst. Når han smører tykt på lærrederne og klistrer sig selv og sit ødipale forhold til både Mor og das Vaterland ud over sine værker i fede lag og skriver ord som Revolution, Kampf og ikke mindst Kunst på sine malerier. Så er der ligesom ingen tvivl om, at det er kunst, vel? Avantgarde a la Dada, Cobra og Neue Wilde – og måske lidt punk? I hvert tilfælde med kunstværket som et sted, det er okay at heile fra. Ja, hvor det nærmest er forventeligt, at det sker i et antiintellektuelt forhold til kunsten, hvor kunstner og værk dagligt pølser sig ud af den samme tube og agerer som frie og grænseoverskridende modfigurer til hverdagens og dagliglivets bureaukratiske læggen sig selv i mapper og skuffer.
Det er den fortælling – ja, vel drøm, nærmest – man køber, når man køber et værk af Meese. Drømmen om livet ude af skufferne. Ude af slips og perleøreringe. Hvor man tror på vildskaben, energien, kunsten og poesien som et reelt alternativ til hæve-sænke-bord, Outlook, Zoom samt aktieportefølje.
