Dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX håber, at den kan være med til at give klimadebatten ny luft. Derfor har festivalen valgt Phie Ambos ’70/30’, som åbningsfilm på festivalen, der regnes for en af verdens mest betydningsfulde dokumentarfilmfestivaler.
’70/30’, der følger tilblivelsen af den første danske klimalov nogensinde, har verdenspremiere 21. april ikke bare i biografen og på CPH:DOX’ streamingplatform, men også på politiken.dk, der har indgået en aftale med producenten om at distribuere filmen.
Premieren bliver fulgt op med en landsdækkende live-debat mellem fire af de medvirkende i filmen, klimaminister Dan Jørgensen (S) og tidligere miljøminister Ida Auken (S) samt de to klimaaktivister Esther Kjeldahl og Selma de Montgomery.
’70/30’ skildrer hvordan tusindvis af danske børn og unge gik på gaden i 2019 og krævede handling nu, hvordan klimaet under valgkampen senere på året kom øverst på dagsordenen og så arbejdet med at gennemføre Danmarks første klimalov, en af de meste ambitiøse i verden.
»For mig har det været en øjenåbner at følge processen med udarbejdelse af klimaloven og klimahandlingsplanerne. Jeg var meget overrasket over, hvor meget samarbejde og velvilje politikernes hverdag består af. Vores politikere knokler simpelthen dag og nat for denne dagsorden, og det synes jeg, befolkningen fortjener at se. Klimaaktivister i alle aldre skal vide, at de bliver hørt«, siger Phie Ambo i en pressemeddelelse.
Festivaldirektør Tine Fischer kalder kampen mod klimaforandringerne for vor tids vigtigste dagsorden. Og valget af ‘70/30’ som dette års åbningsfilm er ikke tilfældigt, siger hun:
»På CPH:DOX har vi en ambition om give plads til film af instruktører, der har noget særligt på hjertet. Film, der flytter holdninger og blive katalysator for sociale og politiske forandringer«.
47-årige Phie Ambo har instrueret en række prisvindende dokumentarfilm, blandt andre ’Family’, ’Gambler’ og ’Så meget godt i vente’. Hun er gift med tegner og instruktør Anders Morgenthaler og forperson for Den Grønne Friskole på Amager.
Udover at åben festivalen er ’70/30’ nomineret i CPH:DOX’ hovedkonkurrence DOX:AWARD.
Filmen vises på pol.dk for abonnenter fra 21. april til 2. maj. Herefter bliver den frit tilgængelig på politiken.dk.
fortsæt med at læse








