Aktivister fra foreningen AnimaNaturalis sætter fokus på dyrevelfærd under aktion i Barcelona

Var det noget med en pakke fersk menneskekød, pakket fint i folie?

Foto: Nacho Doce/Ritzau Scanpix
Foto: Nacho Doce/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Hvorfor ikke hjemtage en pakke med fersk menneskekød, pakket fint i folie med dato og prismærkning udenpå, når man nu alligevel er på markedet?

Spørgsmålet måtte handlende og forbipasserende ved Barcelonas berømte marked, La Boqueria på La Rambla, stille sig i den forgangne weekend. Foran markedet på byens mest kendte gade lå nemlig ni nøgne og tilsyneladende blodige menneskekroppe i pakker som dem, du normalt hjemtager et pund hakket kød i fra supermarkedet.

Men nu var det trods alt blot rød maling, de ni aktivister fra foreningen AnimaNaturalis var oversprøjtet med under den stramme folie. De lå foran markedet for at henlede opmærksomheden på dyrenes ikke altid gode forhold i landbrug og under fremstilling af fødevarer. Pakkerne indeholdt ifølge deklarationen ’Carne humana’ – menneskekød.

»Under coronapandemien har vi alle fået øjnene op for, hvordan et virus spredes ved at hoppe fra et vildt dyr til et tamt dyr og derfra videre til mennesker«, som foreningens talskvinde, Christina Ibánñez, sagde til den spanske tv-station La Sexta uden for markedet.

Ifølge organisationen bruges 70 procent af hele verdens produktion af korn og bælgfrugter til at fodre husdyr i landbruget. Omvendt slagter vi milliarder af dyr hver uge i et tempo, der ville tage livet af hele menneskeheden på en weekend, hvis slagtekniven var rettet mod os. Hvis vi reducerer vores fremstilling af og fortæring af kød med bare 10 procent, ville vi kunne brødføde 60 millioner mennesker, mener AnimaNaturalis.

»Vi er her for at fordømme dyrenes lidelser og forsvare deres ret til at leve. Det er ikke retfærdigt, at vi fortsætter med at udnytte og dræbe dyrene bare for at tilfredsstille vores appetit, når det slet ikke er nødvendigt«, siger Christina Ibáñez.

Organisationen AnimaNaturalis har tidligere tiltrukket sig stor opmærksomhed for sine aktioner med nøgne aktivister imod tyrefægtning. Tyrefægtning er i dag forbudt i regionen Catalonien, hvor Barcelona er den største by.

Men denne gang handlede det altså om menneskekød, som man kunne hjemtage i en pakke for eksempelvis 182,63 euro (1.358 kroner) på gaden i Barcelona.

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her