Næppe kommer De i kirke i denne omgang. Man skal sidde udendørs på en umagelig stol, med god indbyrdes afstand, mens præsten står i kirkedøren og taler kortfattet om den store højtid – og det var det, var det umagen værd?

Det var det ikke for mit vedkommende, men jeg er også blevet kirketræt. Nu er det sentimentaliteten, der holder mig i gang, og salmerne først og fremmest – men dem kan jeg læse derhjemme, endda med større udbytte. Det meget omtalte kirkelige fællesskab siger mig ikke så meget mere. Man vender hovedet: er N.N. også i kirke denne søndag? Men jeg ser ikke mere hans fremmede ven.